DEL
Læg en Backgammon-strategi, og øg dine vinderchancer

I alle spil med terninger kan det virke som om, at det ofte er tilfældigheder, der afgør spillet. Selvfølgelig spiller terningernes tilfældighed en rolle i Backgammon, men der er også en høj grad af færdigheder involveret. Derfor handler det ikke kun om, at du skal være heldig at få et godt slag.

Det gør også, at det giver mening for dig at lægge en strategi, når du spiller. Det handler ikke kun om at have en strategi, når du spiller om penge. Selv når du bare spiller for underholdningens skyld, vil du vel også gerne vinde over din modstander?

Når du spiller Backgammon, er der altid en faktor, som det er umuligt for dig at tage højde for: Din modspiller. Han eller hun kan have en helt anden tilgang til det, at spille Backgammon og kan spille på en måde, som du slet ikke har regnet med. Når spillet starter, vil brikkerne dog altid stå ens, og du kan derfor lægge en meget fast strategi for, hvordan du vil starte. De øvrige strategier kommer ikke til at være lige så håndfaste, men mere vejledende.

Backgammon strategi til at få startet spillet på den rigtige måde

Du kan finde en detaljeret liste over, hvordan du bør flytte dine brikker, alt efter hvad du har slået. Vi kommer ikke ind på hele listen her, men har taget nogle udpluk fra den for at illustrere, hvordan du allerede ved det første slag kan tænke flere træk frem i tiden.

Hvis du for eksempel slår en femmer og en sekser ved dit første slag, kan du rykke en af dine brikker fra plads 24 til plads 13. Det gør dog, at du har en brik tilbage i modstanderens hjemland, som er meget sårbar. Den brik skal du have fokus på at rykke, når du slår igen.

Hvis du slår to firere, kan du rykke begge dine brikker ud af modstanderens hjemland. De bliver placeret ovenpå hinanden og er dermed i sikkerhed. Derudover har du blokeret fire spidser i træk.

I de to eksempler har du flyttet brikker fra modstanderens hjemland. Det er dog ikke altid, at du skal gøre det fra start af. Hvis du slår en etter og en treer, giver det for eksempel mest mening at rykke en brik fra plads 6 og en fra plads 8.

Backgammon strategi midt i spillet

Når du er midt i spillet, er det langt sværere for dig at følge en strategi som ovenfor, hvor du ved præcis, hvilke brikker du skal rykke. Midt i spillet kan du dog spille efter følgende prioriteringsliste:

1. Slå en af modstanderens brikker hjem, hvis du kan.

2. Flytte brikker til et sted med andre brikker, så du kan danne en blokade.

3. At flytte på brikker, der er blevet slået hjem af modstanderen.

Det sidste kan dog blive det vigtigste, hvis din modstander i løbet af spillet er ved at få bygget en eller flere blokader, der kan spærre dine brikker inde. Derfor kan det også give mening, at du bliver ved med at have modstanderens plads 12, da den kan hjælpe dine brikker med at flytte.

Allerede midt i spillet begynder du at have en fornemmelse for, om du er foran eller bagud i spillet. Hvis du er bagud, bør du have fokus på at få fat på din modstanders plads 4, 5 eller 7, da de kan være med til at give dine brikker et sikkert sted at lande.

Backgammon strategi i slutningen af spillet

I slutningen af spillet kommer fokus mere til at være på, at I begge to skal have jeres brikker hjem så hurtigt som muligt – og mindre på at slå den andens brikker hjem og bygge blokader. Hvis du har mulighed for at slå en af din modstanders brikker hjem, bør du selvfølgelig stadig gøre det, da det vil være et kæmpe tilbageslag for ham eller hende.

Samtidig bør du beskytte dine egne brikker, så du ikke lige pludselig ender med, at din modstander slår en af dem hjem. Det vil være et kæmpe tilbageslag for dit spil og kan gøre, at du taber det.

For at få dine brikker hurtigere hjem bør dit fokus også være på, at du får dem alle sammen over på din side af brættet. Når de er der, vil det være langt hurtigere for dig at rykke dem hjem.